Det blev Juliana….

Drivhusene er et vigtigt element i vores byorganiske projekt. De er en nødvendig mellemstation mellem køkken og gartneri. Her kan køkkenpersonalet aflevere spande med organisk skrald og hente diverse grønt. Og i drivhuset kan gartneriet hente spandene og aflevere urter, som køkkenpersonalet kan skære af.

Som vi tidligere har beskrevet, har vi arbejdet på at få bygget drivhuse efter egen model. Vi har haft kontaktet forskellige private og socialøkonomiske firmaer i håb om, at de ville påtage sig opgaven.

Ingen af dem vi kontaktede turde binde an med opgaven at bygge bydrivhuse efter vores anvisninger. Derfor besluttede vi at købe nogle færdigproducerede drivhuse og efterfølgende bygge flytbare fundamenter til dem.

Vi fandt frem til at firmaet Juliana bygger nogle drivhuse, som langt hen af vejen opfylder de kriterier vi har opstillet for drivhuse til vores behov.
De valgte drivhuse er firmaet Julianas model Classic på 4,4 kvm., som ses på ovenstående foto.
Drivhusene er fremstillet i miljøcertificeret cedertræ fra USA. De er i råt træ som ikke behøver træbehandling. Glassene er hærdet glas, der dels er sværere at knuse end almindeligt glas og dels knuses på samme måde som bilruder, hvis det uheldigvis skulle ske alligevel.
De aktører som skal have drivhusene stående, har udtrykt tilfredshed med hvordan de opstillede drivhuse tager sig ud.

Thorupgården har valgt selv investere i et hus af samme slags, som de kan bruge lidt mere frit til dyrkning af planter og opholdsrum.
Dog har det vist sig, at placeringen ved Askovfondens ”Det Gule Hus” ikke går an, fordi huset er blevet en anelse bredere, end den model vi oprindeligt havde tegnet. Derfor har vi tænkt at flytte drivhuset hen til en anden samarbejdspartner, som så kan begynde at kildesortere køkkenskrald til vores projekt. Askovfonden vil samle de fyldte spande i nogle aflukkede kasser – indtil vi får bygget et mindre drivhus, som der er plads til i deres gård.
Juliana har været meget imødekommende i forhold til at lytte til vores ønsker, og vi har aftalt at holde kontakt omkring en eventuel udvikling af en drivhusmodel, som er skræddersyet til at stå i byrum med megen færdsel og tæt bebyggelse.
Det er dejligt at husene nu er kommet op at stå, da de som nævnt er vigtige i udfoldelsen af vores projekt.

Hvis man skulle købe færdigproducerede drivhuse i stil med vores, på det kommercielle marked, ville husene nok komme til at koste mindst 30.000 kr. pr. stk. – det kan måske være i overkanten af hvad mindre økologiske køkkener har råd til? Vi vil derfor arbejde på en en model, som er enklere og mindre – en slags selvbygger model, som andre uden de store snedker-kompetencer vil kunne gøre os efter.
Herunder ses et par af drivhusfundamenterne før drivhusene blev monteret. Det meste af tømret er af lærketræ. Hjulene er af en rustfri kvalitet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA